Gå til hovedindhold
Du er her:

Voldens cyklus

Volden har ofte nogle fællestræk, og voldens cyklus beskriver, hvordan der i voldelige forhold kan være faser der gentages

Lenore Walker, amerikansk psykolog, har undersøgt dynamikken i voldelige forhold. Ud fra disse undersøgelser har hun udarbejdet en model, hun kalder voldens cyklus. Voldens cyklus kendes også som voldsspiralen.

Voldens cyklus begynder med, at forholdet er rigtig godt. Han er kærlig og omsorgsfuld.

Spændingsopbygningsfasen

Manden bliver mere og mere utilfreds. Forholdet kan være præget af jalousi og social kontrol. Kvinden forsøger at gøre alt hvad hun kan, for at undgå konflikter.

Voldsudbruddet

Spændingerne ender i vold mod kvinden.

Genoprettelsesfasen

Genoprettelsesfasen er også kendt som fortrydelsesfasen eller på engelsk honeymoon-fasen, hvor voldsmanden typisk vil være præget af fortrydelse og være undskyldende, og han forsøger at gøre det godt igen, efter voldsudbruddet.

For nogle vil forholdet være som i begyndelsen hvor manden er kærlig og omsorgsfuld. Dette kan være med til, at kvinden får et håb om, at det er muligt at få et lykkeligt liv med partneren.

Efterhånden gentager mønstret sig, hvor manden bliver utilfreds og spændingerne opstår i forholdet, hvorefter voldsudbruddet kommer igen.

Hvor længe faserne varer er forskelligt fra forhold til forhold.